23948sdkhjf

Samsungs overskud falder trods stor efterspørgsel på AI-chips

Svage markedsforhold og stigende udgifter til forskning er ifølge Samsung årsag til fald af driftsoverskud

Samsung Electronics' driftsoverskud var i fjerde kvartal 4,5 milliarder dollar. Det svarer til 32,3 milliarder kroner.

Sådan lyder det fra selskabet i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Overskuddet på driften er lige knap 130 procent højere end i samme kvartal i det foregående år.

Det er dog et fald i forhold til seneste kvartal, hvor driftsoverskuddet lød på 6,3 milliarder dollar.

I udtalelsen lyder det, at faldet skyldes svage markedsforhold for særligt it-produkter og en stigning i selskabets udgifter til blandt andet forskning.

Udtalelsen kom forud for offentliggørelsen af regnskabet.

Den amerikanske chipgigant Nvidia benytter sig i øjeblikket af SK Hynix - der er Samsungs sydkoreanske rival - som hovedleverandør af HBM-chips, der er lavet specifikt til AI-processorer.

Samsung anses for at have svært ved at opfylde kravene fra Nvidia.

- Den hurtigt stigende efterspørgsel efter AI-chips, gør det sværere at udvikle nye, skræddersyede chips til kunderne i tide, siger Gloria Tsuen, en analytiker ved finansvirksomheden Moody's, til nyhedsbureauet AFP.

Efterspørgslen på de avancerede chips er steget voldsomt, eftersom de er nødvendige for at køre diverse AI-systemer.

I oktober offentliggjorde selskabet en udtalelse, hvori det lød, at man stod over for en "krise", og at der var opstået spørgsmål om selskabets "grundlæggende teknologiske konkurrenceevne og virksomhedens fremtid".

Sydkoreanske Samsung er en af verdens største producenter af hukommelseschips og smartphones. Selskabet er et af kun en håndfuld i verden, der fremstiller de såkaldte HBM-chips.

Det er den største af de familiekontrollerede koncerner, der dominerer sydkoreansk erhvervsliv.

Samsung Electronics er datterselskab af Samsung og har flere end 100.000 ansatte i Sydkorea.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063